1Q84 af Haruki Murakami

0
Haruki Murakami 1Q84

Året er 1984 – samme år som Orwells berømte dystopi – da verden bliver splittet i to. I den nye verden, hvor himlen er herre over to måner, udspiller en kompliceret og stor kærlighedshistorie sig.

To mennesker, som uden at vide det, har berørt hinandens liv, leder efter hinanden. Aomame er en struktureret, målrettet og skarpsindig kvinde, som lever et farligt liv i forsøget på at fjerne forfærdelige mennesker fra verden. Tengo lever et simpelt liv, hvor han underviser i matematik på en terpeskole og drømmer om at blive forfatter. En dag trækker hans skruppelløse redaktør ham ind i et projekt, hvor han møder den syttenårige forfatter Fukaeri, hvis historie han straks drages af. Fukaeris forbindelse til en religiøs kult er det, der sætter Aomame og Tengo i en ubevidst kurs mod hinanden. Men omkring dem lurer farer: en ubehageligt udseende privatdetektiv lurer om hjørnerne og et folkefærd som kravler ud af munden på sovende mennesker spinder luftpupper, mens deres mystiske “hoho” lyder konstant som en hvisken i krogene.

“Men det her er jo ikke nogen fortælling. Det er den virkelige verden.” Tamura kneb øjnene sammen og kiggede direkte på Aomame. Så åbnede han langsomt munden og sagde: “Hvem kan vide det?”

Kompliceret simplicitet

1Q84 er både et enormt kompliceret og fuldstændig enkelt værk, afhængigt af hvad man lægger vægt på. Værket er bygget op i kapitler som skiftevis følger Aomame og Tengo. Deres historier forløber parallelt ved siden af hinanden, indtil privatdetektiven Ushikawa sniger sig ind og stjæler kapitler mellem dem. Deres søgen efter hinanden er som en enhver anden klassisk kærlighedshistorie og udgør et lineært og enkelt plot. Men jo mere man lader omgivelserne omkring dem fylde, jo mere sært og surrealistisk bliver det hele. Fiktive metafortællinger spindes ind i værket og sætter et mærkbart præg på den “virkelige” verden.

Ja, heste står op og sover. Har du ikke set det?”. Tengo rystede på hovedet. “Nej.” “Og så ser de ud i hovedet, ligesom du gør nu,” sagde den midaldrende sygeplejerske. “Prøv at gå ud på toilettet og se dig selv i spejlet. Umiddelbart kan man ikke se, at de sover, men kigger man godt efter, kan man godt se det. Selvom de har åbne øjne, ser de ingenting.”

De første to bind slugte jeg. Tengo og Aomames karakterer er dybt fascinerende og i begyndelsen bærer de i sig selv hele historien. I takt med at verden omkring dem bliver mere og mere mystisk, og det surrealistiske fylder mere og mere af historien, er det som om, de flyder ud. Det er en skam. Gentagelserne er også en skam og får til tider bogen til at virke underligt banal, taget den komplicerede verden i betragtning. Men universet er det hele værd. De underlige historier –  fortællingen om Kattenes By, Little People og den fåmælte skønhed Fukaeri – er dragende.

Jeg har efterhånden læst et par bøger af Murakami, og jeg har lært, at man ikke skal forvente at forstå alting, men i stedet blot må acceptere, at hans verdener er skruet sammen anderledes. Og det er på en måde befriende bare at lade sig flyde med i strømmen af magi, overtro og skønhed.

“De ansvarlige kan altid bortforklare og begrunde deres handlinger og glemme dem. De kan vende blikket væk fra det, de ikke vil se. Men de overlevende ofre kan ikke glemme. De kan ikke vende blikket væk. Minderne føres videre fra forældre til børn. For ser du, Aomame, verden består af en endeløs kamp mellem modsætningsfyldte erindringer.”

OVERBLIK OVER ANMELDELSE
1Q84
Tidligere indlægSå gik der pludselig to måneder…
Næste indlægOm ikke at sætte et læsemål og at læse mere frit
Ida Thordis Mølmer
I'm a 20-something woman from Denmark who's a little bit (a lot) obsessed with language, literature, reading and writing. In 2017 I finished my master's degree in Scandinavian Language and Literature, and now I'm a job hunter living in Norway.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here