En af litteraturens forunderlige kvaliteter er, at den formår at gribe ind i ens eget liv. Litteraturen kan sætte tanker i gang, den kan ændre måden, hvorpå vi betragter og forstår andre mennesker, men også måden hvorpå vi forstår os selv. Vi kan spejle os i litterære karakterer og pludselig forstå os selv på et dybere plan, eller vi kan tage afstand til det, vi læser og pludselig erfare, at vi føler anderledes, end vi troede. 
 
Det er helt unikt, når et menneske møder en bog, som forandrer noget i menneskets tilværelse. Denne lille føljeton skrevet af forskellige læsere handler om netop dette: et menneskes møde med en bog og alt det der opstår i mødet.

I dag giver jeg ordet videre til Mikael Fyllgraf, som har kløgtige og spændende ting på hjerte. Læs med herunder.

Ida spurgte mig om jeg havde lyst til at bidrage med et indlæg til hendes blog, og jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle skrive om. Jeg har ikke haft det store overskud til at få læst så meget, og jeg er strandet i midten af en kolos af en bog som på trods af at den er givende også er drænende. Da jeg er udenfor uddannelse lige nu, og heller ikke får skrevet så meget føltes mine skriveevner også en smule rustne. Men spørgsmålet fik mig alligevel til at tænke på hvilke bøger der har gjort et indtryk på mig. Hvilket i og for sig kan være et lidt overvældende spørgsmål, da jeg tror man næsten ikke kan undgå at tage noget med sig hver gang man læser en bog.

Da jeg har en meget associerende tankestrøm som sjældent står stille, og jeg har en ret stor kærlighed til film, så faldt mine tanker straks hen på en utroligt smuk film jeg så for nylig som hedder Paterson af instruktøren Jim Jarmusch.  Som kunst i alle former kan have en fælles nerve, så bragte det mine tanker videre tilbage til bogen Stoner af John Williams.

Grunden til at disse to historier gjorde et stort indtryk på mig er fordi de begge to centrerer om hovedpersoner som minder mig utroligt meget om mig selv. Men mere end det, så er det fordi de begge er gået imod strømmen af den gængse fortælling som oftest baserer sig på de store opture og nedture i livet, og i stedet kigger på det der ligger imellem. Og det er her man finder essensen af de to fortællinger, det smukke og poetiske i hverdagen.

Det vil være svært for mig at gå så meget i dybden som de to historier fortjener, og det som jeg fremhæver som deres største styrke gør det ironisk nok sværere.

Det er nok et år eller to siden jeg har læst Stoner, men jeg kan huske at den hang ved i lang tid efter jeg havde læst den. Jeg kan huske at den gjorde det som mange af mine yndlingsværker gør, den viser et liv i dets helhed. Der er et åbenlyst problem i at vise et liv i helhed, navnlig det at et liv ikke tager to timer i billeder eller 3-400 sider i tekst. Så det man kan sige at den gør er at man får en fornemmelse for essensen af den person man følger.

Ligesom forfatteren af det forrige oplæg her på bloggen, så lider jeg også af depression og har gjort det i langt størstedelen af mit liv, så det er ikke så nyt og foruroligende for mig. Det foruroligende kan nærmere siges at være det at jeg har svært ved at forestille mig et liv uden. Men det er heller ikke meningen at det skulle være fokusset for denne tekst, mest bare for at lægge op til hvorfor disse værker har så stor betydning for mig og gør sådan et indtryk.

Det ligger i det at jeg ikke rigtig føler hverken de store opture eller nedture, ej heller de små ting. Når man ikke rigtig har en intuitiv og naturlig glæde ved livet, bliver man tvunget til at søge efter det poetiske og smukke i de små ting, for ellers finder man intet.

Og William Stoker gør netop det, han lever ikke et lykkeligt liv, dog lever han heller ikke et liv uden lykke. Han lever et liv hvor han er tro mod sig selv, og altid opfører sig som et værdigt og godt menneske. Han bliver ikke behandlet godt, og han møder ikke meget kærlighed, men han har alligevel kærlighed at give.

Han finder sin verdens glæde og poesi i litteraturen, og dedikerer sit liv dertil. Han får aldrig nogen stor karriere eller beundring derigennem, hvilket er en skæbne mange deler. Men det er ikke vigtigt, han finder den basale glæde i det: ikke for ærens skyld, men lærdommen for lærdommens skyld. Dog er der den basale angst i at lærdommen har sine begrænsninger, og at det har sin naturlige ende.

Sometimes, immersed in his books, there would come to him the awareness of all that he did not know, of all that he had not read; and the serenity for which he labored was shattered as he realized the little time he had in life to read so much, to learn what he had to know.

Paterson derimod ligger stadig noget mere nært i hukommelsen, og på trods af at den ikke portrætterer et helt liv, så fanger den essensen deraf.

Rent formmæssigt så varer den godt en uge, med syv tilnærmelsesvist ens dage nærmest som udsnit, eller et eksempel ud af mange som udgør et liv.

Da dette er en litteraturblog, og det nu lader til at jeg er på vej ud på et sidespor omkring en film, så skal det nævnes at Paterson er tæt på hvad man kan kategorisere som en lille digtsamling på film.

Filmen følger Paterson, som er en ret ordinær fyr som følger den samme daglige rutine dag for dag, uden nogen rigtige udskejelser, hvilket godt kunne virke en smule kedeligt. Og det er det også, livet er jo lidt kedeligt meget af tiden, og det er der ikke så meget i vejen med. Paterson er ret almindelig på mange måder. Han er en buschauffør i byen Paterson, sjovt nok, han har en kæreste, en hund han går tur med, en lokal bar han får en øl på hver dag og så kører han ellers igennem den samme rutine dag efter dag.

Paterson har et godt liv, som han selv siger når nogen spørger, så er han OK. Det plejer også at være mit svar. Selv om Paterson er så ordinær, så har han dog noget vi som seere ser som ret ekstraordinært. Nemlig hans poesi, og det fantastiske ved den er at den er lige så almindelig og hverdagsagtig som ham selv.

Han skriver sine digte i løbet af filmen, og de bliver læst op stille og roligt løbende med at de bliver skrevet.

Som Jarmusch har sagt i et interview,”I love poets because I never met a poet who was doing it for the money” Man får den opfattelse af Paterson når man observerer ham at han skriver sin poesi fordi han ser de små smukke detaljer i livet, som udgør helet. Han noterer det så han ikke glemmer det. Og det er lidt et forbillede for mig, da jeg har en tendens til at se enden og lade det overskygge alt det som ligger på vejen derhen.

Jeg ville gerne gå ind i flere detaljer omkring både Paterson og Stoner, men det er allerede ved at blive lidt langt, dette format er måske ikke så egnet til mig. Men jeg kan ikke andet end at tilråde at opsøge begge to. Stoner er en bog som jeg tror vil gøre et indtryk på nærmest alle der læser den. Selv om det kan være en hård og ofte trist bog, så kan den nærmest ikke andet end få en til at tænke over livet.

Man kan let læse Stoner som en tragedie fra ende til anden, men jeg ser det ikke sådan, jeg set det som et liv, og jeg ser Stoner, karakteren, som et menneske der har levet et liv med værdi. Det er måske ikke en værdi som er så åbenlys og let at få øje på, men det er dog en værdi som jeg ser som noget smukt. Han er ikke noget perfekt menneske. Men han har en passion og kærlighed til litteratur og viden som er beundringsværdig.

Paterson gør det smukke at den tager det banale i livet og viser hvor smukt det kan være, det skal dog ikke misforstås således at alt det banale i livet er smukt, men blot at det smukke er der.

Her til sidst er et fint lille digt af Ron Padgett, som er skrevet til- og medvirker i filmen.

Another One

When you’re a child you learn there are three dimensions
Height, width and depth
Like a shoebox
Then later you hear there’s a fourth dimension
Time
Hmm
Then some say there can be five, six, seven…

I knock off work
Have a beer at the bar
I look down at the glass and feel glad

Skriv en kommentar