Fredagsbog

0
fredagsbog Bogen Af den anden verden af Svend Åge Madsen og lavendler close-up

Endnu en uge er gået, som den slags jo gør, og kalenderbladet siger fredag. Ugen har mest stået i julegavernes tegn, og jeg har brugt mere tid på at sysle med hjemmelavede gaver og juleindkøb end på at læse. I dag har jeg et arbejdsmøde, men derefter går jeg på weekend og jeg har allerede valgt hvilken bog, jeg skal indlede weekenden med.

Svend Åge Madsen kan man næsten ikke have undgået at støde på – hvert fald ikke, hvis man bor i Århus. Og jeg har altid fundet hans litterære verdener fascinerende. Nu har han udgivet en ny bog, som bestemt ikke fejler på den front!

På bagsiden står der blandt andet:

Af den anden verden følger en flok fanger, som under et fejlslagent eksperiment med giftgas, der skal få dem til at glemme deres “vrangforestillinger”, lykkes med at flygte fra lejren og stikke af til søs. De støder på grund på et næsten ubeboet kontinent, og her begynder deres fortælling helt forfra. For de har ingen erindringer, intet sprog, ingen idé om, hvordan verden ser ud, og hvad det vil sige at være menneske i den. De må langsomt genopfinde sig selv, sproget, kærligheden og samfundet.

Apokalyptiske romaner har jeg jo en forkærlighed for, måske især fordi jeg synes, det er enormt spændende at forestille mig andre mulige versioner vores verden. Det var også det, jeg fandt mest spændende i Max Brooks World War Z. Derfor glæder jeg mig til at læse Af den anden verden!

Hvilken fredagsbog læser du i dag?

Skriv en kommentar