Never Let Me Go af Kazuo Ishiguro

0
Bogen

NB! En del af charmen ved denne bog kan være den forvirring, man oplever i starten, hvis man ikke har kendskab til bogens handling i forvejen. Hvis man ønsker at opleve denne forvirring selv, vil jeg fraråde at man læser denne anmeldelse! (eller at google bogen!).

Never Let Me Go foregår i en dystopisk version af 1990’erne, hvor en umiddelbar kur for de fleste sygdomme er blevet opfundet. “Kuren” består af donorer. Kloner af mennesker, som vokser op med det eneste formål at blive donor og donere deres organer og liv til de mennesker, som har brug for dem.

Bogens hovedperson er en af disse kloner – eller studerende, som de oftest bliver kaldt. For det er netop det, de er til at starte med. Studerende. Kathy H vokser op på skolen Hailsham, og i første del af bogen hører vi om hendes barndom og hendes to venner Ruth og Tommy. De kender ikke til verden udenfor, ligesom de heller ikke kender til deres fremtid eller deres eksistensgrundlag, og de vokser derfor op i nogenlunde idylliske forhold. De tilbringer deres dage på at male, tegne og skabe kunstværker, som de sælger og bytter indbyrdes på markedsdage. Men det er som om, der hele tiden lurer noget under overfladen, som hverken Kath eller læseren endnu ved, hvad er.

Historien fortælles gennem Kath, som i fortællesituationen er voksen og en såkaldt “carer”. Hun er endnu ikke donor, men befinder sig i stadiet før, hvor hendes opgave er at passe de kloner, som har doneret organer. Størstedelen af narrativet foregår i fortiden, og hendes minder er styret af den indsigt, man kun får efter mange års gang. Der er hele tiden en enorm selv-refleksion til stede og en dyrkelse af, hvad der kunne have sket, hvis hun havde gjort eller sagt noget andet.

It was like when you make a move in chess and just as you take your finger off the piece, you see the mistake you’ve made, and there’s this panic because you do’nt know yet the disaster you’ve left yourself open to.

I lang tid er det svært at forstå, hvad der helt præcist foregår, og springene i historien kan virke generende. Men langsomt danner hun, gennem små episoder og øjeblikke, minder og hvad der kan ligne ubetydeligheder, et større billede. Og først der afsløres verden, som den er: grotesk og ubarmhjertig.

Bogen "Never Let Me Go" af Kazoo Ishiguro med havet som baggrund Bogen "Never Let Me Go" af Kazoo Ishiguro med havet som baggrund

Jeg tror, den lange opbygning af forvirrende øjeblikke gjorde den knugende følelse endnu mere intens. Fordi der gik så lang tid, hvor jeg ikke anede, hvad der foregik, men alligevel vidste, at noget ikke var rigtigt, fik jeg ikke et chok. I stedet var det følelsen af en kold og klam hånd knuget hårdt sammen om min mave.

The problem, as I see it, is that you’ve been told and not told. You’ve been told, but none of you really understand, and I dare say, some people are quite happy to leave it that way.

Never Let Me Go er en roman, jeg sent vil glemme. Den er skrevet i et simpelt og smukt sprog og den emmer af en tålmodighed, som jeg kun kan beundre. De sidste sider gjorde ondt at læse. Og den sjældne, men fantastiske følelse af at blive ægte rørt sitrede i hele kroppen. Jeg glæder mig til at læse mere fra Ishiguros pen!

 

OVERBLIK OVER ANMELDELSE
Never Let Me Go
Tidligere indlægAnkomst af Gøhril Gabrielsen
Næste indlægFredagsbog
Ida Thordis Mølmer
I'm a 20-something woman from Denmark who's a little bit (a lot) obsessed with language, literature, reading and writing. In 2017 I finished my master's degree in Scandinavian Language and Literature, and now I'm a job hunter living in Norway.

Skriv en kommentar