Read-a-thon #2 En løbende opdatering

59

Nu nærmer vi os langsomt startskuddet, kl. 14, hvor efterårets read-a-thon bliver skudt i gang. Jeg har sovet længe, provianteret, skrællet gulerødder og bagt rugbrød, og jeg har gjort læsehjørnet i sofaen klar. Dette indlæg vil de næste 24 timer fungere som en løbende opdatering, og det er her, jeg vil poste tanker og kommentarer undervejs. Jeg vil også opdatere på Instagram (@ithordis) og på Twitter (@IdaThordis). 
Det bobler næsten af spænding i min krop, og jeg glæder mig så meget til at bruge de næste 24 timer i bøgernes verden sammen med en hel masse andre glade læsere. 
___________

Kl. 13.40: Nu er det endelig ved at være tid. Fitzgeralds The Great Gatsby ligger klar ved min side, teen er lavet og alt er klar! God fornøjelse alle sammen. 

Kl. 16.58: De skønneste første timer er gået, og jeg har tilbragt dem med Fitzgeralds smukke prosa. Hans ord fortryller mig gang på gang! Den sidste side er vendt, og jeg er nu endnu mere overbevist om, at man aldrig kan læse The Great Gatsby for mange gange. Jeg vil fortsætte med et lidt større værk, The Hobbit, mens vi går de første aftentimer i møde. 

Kl. 20.17: Jeg er nu godt halvvejs i et af de helt store eventyr, og jeg har derfor taget en lille pause til at bikse noget aftensmad sammen. Allerede nu kan jeg mærke, hvordan mørket udenfor trænger sig ind og gør mit hoved tungt, men forhåbentligt får jeg et nyt skud energi af lidt mad. Jeg håber det går godt for alle jer andre.


Kl. 00.39: Den sidste time har været hård, men jeg fik kæmpet mig igennem den ved at hoppe lidt rundt i stuen med vinduet på klem, så en frisk kølig brise kunne komme ind. Jeg har nu færdiglæst The Hobbit, et fortryllende eventyr, der er meget mere fængslende og velskrevet end Lord of The Rings-triologien. Det betyder, at jeg nu skal i gang med min tredje bog, som bliver Universets Engle. Mine øjne er ved at være trætte, og jeg håber, at de danske ord vil være gode ved dem, efter kun at have læst på engelsk indtil nu. 

Kl. 04.27: Universets Engle er slut. Jeg er lettere paf. Forundret, forvirret og fascineret. De smukkeste finurlige formuleringer og køligste fakta. Nu vil jeg tage en lille lur, og derefter forhåbentligt være frisk til Stephen Kings Just After Sunset


Kl. 08.00: Jeg tog Just after Sunset med i seng og fik læst sølle 10 sider, før mine øjenlåg faldt i. Nu, tre timer senere, er jeg vågnet op til dåd og har placeret mig i sofaen med en kop varm kaffe. Er I stadig vågne derude? 

Kl. 10.56: Jeg læste den første novelle af King færdig, og dens vidunderlige gyselighed mindede mig om, at jeg også havde The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde liggende. Jeg fik en stærk trang til at genlæse den makabre fortælling, og begyndte derfor på den i stedet. Jeg har nu læst den færdig, og den er ligeså urovækkende, som jeg huskede den fra min barndom. Nu vil jeg vende tilbage til King igen, og bruge de sidste timer i selskab med ham. 

Kl. 14.38: Nu er det en næsten tre kvarter siden, at denne omgang read-a-thon løb af stabelen. I løbet af de 24 timer har jeg vendt 925 sider, fordelt udover fire bøger og en smule af en femte. Jeg har været en del af et smukt og melankolsk univers sammen med Nick Carraway og Jay Gatsby, jeg har været på et kæmpestort eventyr med Bilbo Baggins, på en alvorlig vandring med en skrøbelighed fra Universets Engle, jeg har ladet mig forskrække af den grusomme historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og her til sidst har håret på min krop rejst sig på grund af Stephen Kings ubehagelige noveller. 

Den sidste halve time har jeg brugt på at klippe en lille video sammen fra det sidste døgn. Jeg har aldrig leget med kameraets videofunktion før, ej heller med iMovie, så I må bære over med mig, hvis den ikke sidder helt i skabet.

Tak for 24 fantastiske timer!

59 KOMMENTARER

  1. Nu er der kun en halv time til… *utålmodig*
    Nå, jeg kan passende bruge tiden til at skrælle gulerødder og finde et tæppe frem :-D

    Mvh.
    Den lille Bogblog

  2. Åh – du har fået det nye Mumi-krus! Det vil jeg også have! :D Jeg glæder mig så meget til at høre din mening om 'Universets engle'. Den vil jeg også snart læse. Suk!

  3. Ja, det er så fint. Jeg gav det til mig selv i fødselsdagsgave ;-)
    De har lidt af deres gamle udseende over sig på netop den kop, og der sker også et eller andet dystert. Den er lidt interessant i forhold til mange af de andre, der mest bare er nuttede.

    Jeg glæder mig også til at læse den. Det bliver en dejlig dag i dag!

  4. Jeg tænker det, ja! Det hele er jo meget nyt, men synes simpelthen det er så hyggeligt at følge med hos andre (: Du skal være velkommen til at kigge forbi hvert fald

  5. Jeg burde måske gøre dig kunsten efter og også give mig selv en lille gave. Det er netop så fint, og samtidig så dystert på samme tid. Meget mumi-kendetegnende egentligt. Jeg er vild med al den vinter-melankoli!

    Og det forstår jeg godt. Det er bare den bedste lørdag :D

  6. Bon appetit ;-)
    Jeg har spist, men jeg overvejer til gengæld at bage boller, som jeg kan spise til morgenmad i morgen tidlig. Trænger til et lille afbræk, inden jeg går i gang med næste bog :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

  7. Åh, hvor er dine billeder altså fine. Helt stemningsperfekte. Og så har du i øvrigt helt ret med det med mørket. Det er så sløvende.

  8. Jeg håber, din middag var en lækker boost af energi, du har brug for at holde læsning! Hvis du føler dig virkelig træt, bør du sove i et par timer – readathon er sjovere, hvis du ikke får alt for udmattede i processen! #TeamKing

  9. I really did. I don't usually re-read books either – it has never really been my sort of thing. Nevertheless The Great Gatsby just keeps on dazzling me!

    Thank you. If you're participating as well, I hope you too are enjoying your time!

  10. Det forstår jeg godt. Jeg var virkelig positivt overrasket!

    Maden hjalp også mig, men efter halvanden time begyndte jeg at gå lidt kold igen. Er spændt på hvor længe jeg holder. Håber du klarer den!

  11. Håber du har en stor readathon! Det har været sjovt at få alle mine engelske kommentarer oversat, håber Google gjorde et godt stykke arbejde. Jeg elsker alle dine billeder og håber du nyder alle dine bøger!

  12. Hvor er du sej! Jeg sidder og gumler morgenmad, mens jeg tjekker blogs. Skal i gang med næste bog om lidt, men vil lige tjekke op på, hvordan det går jer andre :-)

    Mvh
    Den lille Bogblog

  13. Den gav masser af energi, det var skønt. Jeg endte også med at sove et par timer. Da ordene begyndte at flyde sammen, var det ikke sjovt længere, men nu er jeg godt igang igen – det var så meget værd, at sove de par timer. Tusind tak for opbakningen :-)

  14. It has been, and still is, so great, thank you! If it's google that has been translating your message, it has done a very good job indeed!
    Thank you so much for the support and kind words!

  15. Jeg kan godt lide, at der er nogle uhyggelige bøger blandt dem du har læst, og alligevel ser det helt hyggeligt ud! God fornøjelse med de sidste timer! :)

  16. Åh sikke en virkelig, virkelig fin video :)!!! Og flot at du havde overskud til det – det havde jeg slet ikke :'D
    Og hvor er det skægt – den sang er virkelig indbegrebet af readathonstemning for mig :D Jeg brugte den selv til præcis samme video til mit sidste readathon, haha :D
    Jeg er såsåså spændt på at høre mere om hvad du synes om King!

  17. Tusind tak, Gitte!

    Haha, nej hvor skægt. Jeg tror da lige, at jeg skal finde den frem fra dine gemmer og se den. Det er også bare en fantastisk sang!

    Jeg glæder mig også til at få den læst færdig. Er lidt ked af, at jeg ikke nåede mere.

Comments are closed.