Read-a-thon #3 En løbende opdatering

70
Åh, read-a-thon! I dag er det dagen, eller rettere døgnet, der er dedikeret til læsning. Jeg har længe glædet mig til i dag, d. 17 oktober, og funderet over hvilke bøger, jeg skulle udvælge. Jeg synes selv, jeg er kommet frem til en lækker stak godheder. 
Jeg har med vilje valgt lidt mere, end jeg tror kan lade sig gøre at læse, og samtidig har jeg valgt værker i forskellige størrelser og længder, så jeg forhåbentligt altid kan vælge lige netop det værk, der passer bedst til mit humør. 

Dette indlæg vil de næste 24 timer fungere som en løbende opdatering, og det er altså her, jeg vil poste kommentarer og tanker om forløbet. Det kan også være, at der sniger sig et enkelt billede eller to på Instagram eller twitter.
_______

Kl. 13.33: Klokken nærmer sig 14, og jeg har svært ved ikke at gå igang med det samme. Jeg vil starte med at synkronlæse Station 11, en kalejdoskopisk roman om en verden og et samfund, der er brudt sammen, med Louise. Bogen ligger klar, og vandet til den første kande te koger lystigt i kedlen. God fornøjelse alle sammen! Jeg glæder mig til 24 fantastiske timer med jer. 

Kl. 16.27 Der er gået to en halv time, og jeg er et godt stykke inde i Station 11. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg blev fanget af handlingen. Det virker som en roman, der er spundet af mange forskellige tråde på tværs af tid og sted. Lige min type fortælling!

Kl. 20.14 Jeg er nu vendt hjem fra hyggelig aftensmad og te hos mine forældre, og vil derfor straks fortsætte med Station 11 efter at have tjekket op på, hvordan det går for alle jer, der også deltager. 

Kl. 23.57 Jeg har nu vendt den sidste side i Station 11. Og wow, sikke en historie. Selvom mine øjne blev mere og mere tørre og ømme, kunne jeg simpelthen ikke lægge bogen fra mig. Den var virkelig en god oplevelse. På mange måder minder den mig om McCarthys The Road, men hvor The Road tit frustrerede mig med de uforklarlige omstændigheder og med det lange forfalds tidsrum, der stod fuldkommen uvist hen, gav Station 11 en form for sammenhæng. Meget er stadig et spørgsmålstegn for mig, men de mange karakterers forskellige oplevelser og forbindelser til hinanden gav en hel anden følelse og indlevelse. Nu vil jeg brygge mig en kande te, nusse katten lidt og give mig i kast med Fitzgerald. 

Kl. 00.58 Der er gået en time siden sidste opdatering. Jeg har hovedsageligt brugt den på at klikke rundt og følge andre læseres eventyr. Og da jeg gik igang med The Last Tycoon blev jeg allerede på side 13 mindet om, hvor fortryllende og poetisk Fitzgerald skriver:
“There was an eager to-do in the eastern sky, and Wylie could see me plain – thin with good features and lots of style, and the kicking foetus of a mind. I wonder what I looked like in that dawn, five years ago.”

Kl. 03.22 Åh, hvor vil jeg gerne læse min bog færdig, men det går simpelthen så langsomt, at jeg nok må indse, at det er bedre at tage en pause med lukkede øjne et par timer, end at forsøge at kæmpe mig igennem. Jeg mangler cirka 60 sider af The Last Tycoon, og jeg er sikker på, at jeg vil nyde de 60 sider endnu mere med en varm kop kaffe i hånden i morgen tidlig. 

Kl. 07.11 Jeg er tumlet ud af sengen, har lavet en kop kaffe, fugtet mine øjne med et par øjendråber og er nu klar til at læse The Last Tycoon færdig. Jeg glæder mig lidt til, at daggryet lyser stuen op, så det ikke føles som om, det stadig er midt om natten. Da jeg forlod historien i går, var det midt i en form for kærlighedsaffære mellem fortidens skrøbelige minder og jagten på noget ægte. Fitzgerald udfolder langsomt handlingen, springer lidt mellem fortællere, og virker til at glemme, hvor han startede. Jeg er nervøs for afslutningen, og jeg håber inderligt, der er en form for afrunding, så det hele ikke ender i et ufuldstændigt kapitel. 

Kl. 08.37 Jeg har læst The Last Tycoon færdig. Den sluttede midt i det hele – næsten midt i en sætning! Derefter fulgte fem siders forklaring om romanens mulige afslutning baseret på de noter Fitzgerald efterlod. En hel anden, og dramatisk, historie ville have udfoldet sig. Gangstere, skuddramaer, snigmord, flystyrt og livstruende sygdomme ville være blevet tilføjet, og det virker næsten urimeligt, at alt det drama kunne have været. Jeg forstår det ikke helt.. 
Katten har lagt sig til rette ved mine fødder og spinder sagte, og nu skal jeg beslutte mig for, hvilken bog jeg vil fortsætte med.

Kl. 10.54 Jeg endte med at vælge Pablo Llambías “Skrivning for begyndere”, og jeg har netop vendt den sidste side. Jeg har læst lidt fra bogen på hans blog i forvejen, så jeg vidste nogenlunde, hvad jeg kunne forvente af den. Udover at bogen omhandler og diskuterer nogle utrolig interessante emner i forhold til tekstskrivning og forståelse, så skriver Pablo utrolig klart og simpelt. Dét er så rart! Især når hans tanker bliver abstrakte, såsom i dette virkelig fine citat om, hvordan en teksts personer ikke ved, at de er med i en tekst: 
“Tænk, hvis vi ikke-tekst-mennesker hele tiden var bevidste om et øje, som vi skulle lade, som om ikke var der, men som kiggede på os, og som vi skulle levere informationer til, og kun i passende mængder”. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal give mig i kast med nu. Jeg har min lille sorte klassiker “Femme Fatale” og The Gracekeepers tilbage. 

Kl. 12.23 Den sidste halvanden time har jeg spist frokost og gået en lille tur en nærliggende skov. Jeg ved ikke, om jeg får læst meget mere i dag. Jeg tror i stedet, jeg vil bruge det resterende af tiden på at sammenfatte en lille video over det sidste døgn, og klikke rundt og se, hvordan det er gået for alle andre. 

Kl. 14.00 Nu er det næsten slut for denne gang. Nedenfor har jeg delt en video, jeg har klippet sammen om det sidste døgn. Jeg har endnu engang haft en fantastisk oplevelse, og er igen blevet bekræftiget i, at denne form for fællesskab er noget af det dejligste, hyggeligste og rareste! Tusind tak til alle der har fulgt med, og til alle jer, jeg har udvekslet kommentarer med ud på de stille nattetimer. 

Vi ses igen næste år! 




70 KOMMENTARER

  1. Jeg vil også rigtig gerne læse skrivning for begyndere, så jeg er spændt på at høre hvad du synes om den. God læselyst.

  2. Indtil videre er den virkelig spændende! Nyder den bestemt.
    Fedt med The Gracekeepers. Ærgerligt, at vi nok ikke når at læse den samtidig. Jeg glæder mig til at høre din mening om den.

  3. Jeg kendte næsten heller intet til den i forvejen. Men jeg synes, den lever op til dens smukke ydre – hvilket siger en del.

    Og åh, jeg gad så godt vide mere om 'Station Eleven'. Er den god so far?

  4. Ja, det må det være! :-) Station 11 er jeg spændt på at høre din mening om, jeg har en idé om, det ikke er noget for mig – men den får så meget ros rundt omkring.

  5. Ja, det gør det da. Den er noget af det fineste!

    Station 11 er virkelig spændende indtil videre. Jeg er vild med narrativer der krydser hinanden på kryds og tværs, og det gør de hvertfald her. Jeg er dog ret spændt på at se, hvordan det hele udvikler sig.

  6. Har du læst de uddrag, Pablo har lagt ud på sin blog? De giver en god smag på bogen, tror jeg. Jeg er ret vild med hans tilgang til det at skrive der :-) Hvis du også læser den, må vi da lige dele tanker om den en dag.

  7. Tusind tak! Ja, der er virkelig mange der roser den til skyerne! Jeg synes også, den virker virkelig god! Men nu skal jeg selvfølgelig lige læse den færdig, før jeg giver min endelige dom ;-)
    Jeg håber det går godt med din læsning?

  8. Helt sikkert. Og kortet indeni er simpelthen to die for. Jeg elsker kort i bøger og især dét kort i dén bog.

    Hvor lyder det spændende og fint! Jeg er spændt på at høre din endelige dom!

  9. Jeg synes også, det er gået lidt langsomt for mig i år. Men jeg er også lidt sløj, så tager det bare stille og roligt. Jeg nyder virkelig det sociale, så det skal der også være plads til! ;-)
    Det lyder nu som en god idé. Jeg håber du får den læst færdig uden alt for tunge øjenlåg.

  10. Den ser også virkelig fin ud! Kort er så magiske! Altid. Ligemeget i hvilken sammenhæng. Især kortene i Lord of the Rings og i Peter Plys er jeg også helt vild med.

    Jeg var vild med Station 11. Den var virkelig spændende! Jeg er dog ved at være lidt træt nu, så nu må vi se, hvor længe jeg holder ud.

  11. Readathon er vist heller ikke noget man skal stresse over – har jeg i hvert fald hørt! :P
    Jeg er ikke søvnig-træt, jeg er bare… over-træt og måske lidt høj på sukker? I hvert fald er det meget interessant her hos os. :P

  12. Nej bestemt ikke! ;-)
    Haha, den følelse kender jeg godt! Men den er da bedre end søvnig-træt, tænker jeg!
    Dejligt at høre, at I hygger jer! Det må være sjovt, at sidde sammen og læse :-)

  13. Ja, jeg er godt tilfreds indtil videre. Skal i gang med 'Exorcisten', men det kan være, at jeg snupper en lur, for jeg gaber faretruende meget lige nu :D

  14. Jeg har læst lidt udenom i en anden bog og været til fødselsdag – så det kan være, at vi når at overlappe med The Gracekeepers ;-)

  15. Ja, det kan være! Jeg ved nu ikke, om jeg når til den. Men jeg håber, at vores læsning måske kan overlappe lidt på et tidspunkt. Det ville være hyggeligt!
    Ih, jeg er glad for, at du kunne lide citatet! Fitzgerald kunne bare noget helt unikt med sproget!

  16. Det er det virkelig også – det gør lige læsedøgnet dét sjovere. :P
    Åh, jeg kender godt det, hvor læsningen bliver langsommere – jeg håber, at lidt søvn hjælper på det! :D

  17. Jeg kom igennem den og fik pludselig fart på i min læsning – skønt at mærke! Nu sidder jeg med Peter Pan og prøver at holde trætheden for døren ved hjælp af lydbogen. Fornuftigt at prioritere et par timers søvn – det kan virkelig gøre underværker :)

  18. Lige præcis! Og ja, det er også yndige kort. Det over Hundredemeterskoven er bare ægte barndomslykke. Jeg er faktisk også ret glad for kortene (der er hele to af slagsen) i 'The Twistrose Key'. De er yndige.

    Jeg kan godt forstå dig. Det er altså netop bedre at læse en bog med friske øjne i stedet for at køre surt i det, fordi man er træt. Derudover er jeg meget spændt på at høre, om 'The Last Tycoon' er god? Det er en af de Fitzgerald-bøger, jeg har til gode.

  19. Nu er jeg vågnet igen. Lige nu er jeg bare lidt omtumlet, men mon ikke det bliver bedre, så snart jeg kommer igang igen. Er I stadig i gang lige så lystigt som 3-4 timer siden?

  20. Jeg har stadig kortet i "The Twistrose Key" til gode :-) Men jeg bliver jo helt nysgerrig nu.

    Netop. Jeg følte heller ikke, det var helt fair over for en bog, at læse den med så lidt koncentration tilbage. Det var hvertfald en god undskyldning til at hoppe ind under dynen ;-)

  21. Jo, der står hvertfald i introduktionen, at han døde af et hjertestop efter han havde skrevet første del af kapitel 6. Men der står også, at han efterlod en form for kladde, så jeg er ret spændt på, hvordan det slutter. Jeg har smugkigget lidt, og jeg kan se, der er nogle diagrammer med notater længere henne i bogen, der ser ud til at være noter til kapitlernes opbygning. Det bliver lidt spændende!
    Jeg håber, du har sovet godt og er klar til kamp igen? :-)

  22. Shit jeg synes du er mega sej! Jeg ville aldrig kunne sove i så få timer og så bare give den gas med læsningen fra jeg står op. Jeg stod op for snart en time siden, og jeg har så svært ved at komme i gang. Men jeg ved jeg kan!! Held og lykke med resten af læsningen <3

  23. For mig virkede det helt perfekt, men nok også forbi jeg altid holder mig i gang, når jeg hører lydbog, enten med håndarbejde af en slags, rengøring eller en gåtur. Jeg er kæmpefan af at multitaske :D

  24. Jeg er ikke så god til det der lidt dommedags, dystopiske noget… Når det bliver lidt for fremtids-sci-fi, så står jeg af. Og det er sådan lidt det indtryk, jeg får af bogen – men sådan kan man jo være så fordomsfuld noglegange, og tænke, at det slet ikke er noget for en.

  25. Nej det havde jeg ikke, ja den skal jeg da helt sikkert have læst! Tak for tippet. Jeg vil skynde mig at bestille den hjem. ;0) Fortsat god læselyst, det lyder i hvert fald super hyggeligt!

  26. Nu er jeg igen i hvert fald! Jeg måtte bukke under for søvnen og har scoret en forkølelse imens, så alt er fantastisk(ish) her! :D Nu er jeg næsten klar til slutspurten i hvert fald!

  27. Åh, du skal glæde dig. Det er sådan en rigtig Narnia-underfundig historie. Hvis man kan lide det.

    Og vildt med den slutning på Fitzgerald. Det lyder sært og fantastisk på samme tid.

  28. Ih tak! <3 Jeg føler mig knapt så sej i forhold til dem der har været vågen hele natten! Men det kommer jeg vist aldrig til at kunne klare.
    Jeg er sikker på, at du også kan! Nu er der kun en time tilbage! Så er det bare med at klø på :-)

Comments are closed.