Savas Vidner af Sara Bouchet

0

Savas Vidner er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof

Kierkegaard sagde, at fortvivlelse er en sygdom i ånden, og at den er så almindelig, at ikke ét menneske kan sige sig fri for at lide af den. Det, der varierer, er, hvordan fortvivlelsen kommer til udtryk. Kierkegaard glemte tydeligvis børnene. Børn bør ikke fortvivle, ikke sådan for alvor. For allermest er fortvivlelse at opgive troen på det godes mulighed.

Savas Vidner er en psykologisk thriller om middelalderens heksejagt og dæmonisering af kvinder i en nutidig kontekst, men det er også en roman om familiebånd, kærlighed og tro. 

Dannie Lind er i krise: hendes kæreste er gået fra hende, og hun er blevet suspenderet fra sit job. Da søsteren Julie, som bor Skotland, beder hende om at flyve til Skotland med det samme, er der derfor intet, der holder hende tilbage. Men da hun ankommer, er Julie ikke i sin lejlighed, og hun dukker heller ikke op i løbet af natten eller den efterfølgende dag.

Det går op for Dannie, at søsterens forsvinden blot er en brik i et større puslespil, og hun giver sig målrettet i kast med at løse det mysterium, Julie har efterladt hende. Undervejs gør hun sig ikke kun nye erfaringer om søsteren, men også om deres fælles fortid i en religiøs familie, hvor troen har forårsaget syner og skabt dæmoner – og minderne om Sava dukker op.

Savas Vidner er en intens, plot-drevet roman om fortidens hekseritualer og dæmoner sat i en nutidig kontekst. Der trækkes tråde til virkelighedens grufulde kvindejagt, og de mange autentiske begivenheder giver historien et ekstra gys. De forskellige plotforløb bidrager yderligere til den anspændte følelse, som en god thriller altid giver – i barndommen lurer en mørk skygge, som kun meget langsomt træder frem i lyset, og i nutiden finder Dannie obskure ledetråde om søsterens forsvinden, som alle peger i retningen af, at noget er gruelig galt.

Jeg læste bogen i ét stræk, og den vækkede allerede fra begyndelsen både fascination og uro. Jeg nød, hvordan den var forankret i virkelighedens grufuldheder, og hvordan den samtidig på helt naturlig vis diskuterede religion, tro og videnskabelig forskning.

Læs den: hvis du er til thrillers med kød på, hvor der reflekteres over den verden, vi lever i og den ondskab, der eksisterer i verdenen med os. 

Savas Vidner

OVERBLIK OVER ANMELDELSE
Savas Vidner
Tidligere indlægEn guide til Murakami
Næste indlægKatten med vinger. En aften med Murakami og oversætterkunst
Ida Thordis Mølmer
I'm a 20-something woman from Denmark who's a little bit (a lot) obsessed with language, literature, reading and writing. In 2017 I finished my master's degree in Scandinavian Language and Literature, and now I'm a job hunter living in Norway.

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here