Det Kgl. Bibliotek har været så venlige at invitere mig til arrangementet. 
 
Jeg sidder og får tårer i øjnene og føler mig som et fjols. Hvem i alverden græder til et forfatterarrangement? Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg skubber vredt en tåre ud af mit øje og kigger ned på scenen foran mig, hvor Junot Díaz netop har fortalt om sin søster. En enlig mor med to små børn, som knoklede for at få alting til at løbe rundt, og som engang havde sagt til ham “Sometimes I remember, that I’m clever”. Tænk at være frarøvet den viden om sig selv. At leve et liv, hvor den viden er undermineret og ligegyldig. 
Díaz taler om magt – om udøvende, dræbende og undertrykkende magt og om undertrykkerens privilegium til at glemme. Amerikanerne, siger han, ved ikke, at Amerika besatte Den Dominikanske Republik, mens ingen fra Den Dominikanske Republik nogensinde vil glemme, at de gjorde. Magtudøverne og undertrykkerne  – det er dem, som har privilegiet at kunne glemme. En faretruende glemsel hvori udviklingen går i stå, hvor undertrykkere kan blive ved med at undertrykke, og hvor vi for evigt kan behandle hinanden forfærdeligt. 
Og vi skal ikke føle os alt for hellige og uskyldige i Danmark, mener Díaz og kigger ud blandt os. USA og Danmark er ens. Vi deler den samme illusion om, at vores land er fantastisk, uskyldigt og “rent”, mens vi behændigt glemmer at inkluderer alle dele af vores lande. Vi sætter en streg, hvor landegrænsen ophører, og glemmer at inkluderer de krige, vi er og har været med i, de lande vi har besat og/eller kolonialiseret og de lande, hvor vi har virksomheder og selskaber. Vi tegner streger og beder andre holde sig på den anden side, mens vi selv rejser jorden rundt – uden at kunne se hvor modstridende, det er. Vi lever i en illusion, mener Díaz, og selvfølgelig har vi ikke lyst til at høre, at vi ikke er så behagelige, så imødekommende og accepterende, som vi selv tror, vi er. 
 
Han er hård i sine udtalelser om Danmark, men omkring mig er salen spændt ud i et samtykkende kor. Foran er der én blandt publikum som nærmest messende synger “you’re right”, mens der fra tid til anden bryder klapsalver ud, når en kommentar slår virkelig hårdt. Men, tænker jeg, hvis vi alle sammen sidder herinde og er enige, hvorfor ser virkeligheden så ikke anderledes ud? 
 
Samtalen bevæger sig hele tiden væk fra Díaz forfatterskab, men alligevel er det tydeligt, at magtkonstruktionerne, illusionerne, utopierne og dystopierne er hvad der udgør hans forfatterskab. Han er dybt optaget af de komplicerede mekanismer og konstruktioner i samfundet og identiteten, og det er det, han har skabt sine fortællinger omkring, og da jeg en times tid senere letter fra Kastrup og ser ned på København som lyser op, svømmende som en ensom planet i mørket, tænker jeg, at han som person er fuldstændig lig sine værker: benhård, ærlig, humoristisk og dybt inspirerende – uanset om man er enig med ham eller ej. 
 
Hans liv har været præget af alt det, han fortæller om. Han er efterkommer af slaver, af et undertrykt folk, som alle andre har glemt, fordi det er meget rarere ikke at huske. Da hans bedstefar tog ham med ud i en sukkerrørsmark som barn, gav ham en kæde af lænker i hænderne med ordene “You were tied by these” forstod han det ikke, men det gør han i dag. Og pludselig føler jeg mig ikke længere fjollet over mine våde øjne. Det skal gøre ondt. Hvis ikke det gør ondt, hvordan kan vi så nogensinde ændre noget? 
INFO: Arrangementet er en del af et større projekt omhandlende kolonialisme, racisme og migration med flere andre spændende arrangementer og udstillingen “Blinde vinkler: billeder af kolonien i Dansk Vestindien”. Læs mere om udstillingen og de andre arrangementer her
 
ENGLISH BELOW
_____________________
 
The Royal Danish library has been so kind to invite me to the event.
 
I’m sat here with tears in my eyes feeling like a proper fool. Who the hell cries at author events like this!? But there’s nothing to do about it. Angrily, I push aside a tear from my lashes and look down at the stage in front of me where Junot Díaz has just told us of his sister. A single mum with to kids, who worked her arse off to be able to live, and who once told her brother “Sometimes I remember, that I’m clever”. That’s where the tears came from, the thought of  having been deprived of that knowledge about yourself. To live a life, where that knowledge is undermined and insignificant.
 
Díaz talks of power – of executing, suffocating and suppressive power and of the suppressor’s privilege to forget. Americans, he says, doesn’t know, that America occupied The Dominican Republic, while nobody from The Dominican Republic will ever forget, that they did. It’s the people in power who has the privilege to forget, and it’s a perilous oblivion where any kind of development stands still, where suppressors can keep on suppressing and where we can treat each other awfully for all eternity. 
And we shouldn’t feel too innocent in Denmark, he says, and turns his eyes towards us. America and Denmark is the same. We share the illusion that our countries are fantastic, innocent and “clean”, while we forget to include all parts of our country. We mark a line, where our geographical border is, and forget to include the wars we are and were fighting, the countries we’ve occupied and/or colonised and the countries we’re doing business in. We mark lines and ask people to stay on the side, while we’re travelling the world ourselves – without ever noticing the contradiction in it. We live an illusion, according to Díaz, and of course we don’t want to hear or know that we’re not as welcoming, kind and accepting, as we think we are. 
 
He’s rough in his statements about Denmark, but I’m surrounded by   a choir of agreement. In the front, someone is chanting “you’re right”, while breaks of clapping follow his hardest comments. But if all of us agree, why doesn’t the world look any different? 
 
The conversation constantly moves away from his authorship, but it’s obvious that the power constructs, illusions, utopias and dystopias he talks of, are what makes his authorship. He’s deeply involved with complicated mechanisms and constructs in society and identity, and that’s what he’s built his stories from. About an hour later, when I take off from Copenhagen airport and watch the city floating around as a shiny planet in an ocean of darkness, I realise how much he – as a person – is like his works: tough, honest, humorous and deeply inspiring, whether you agree with him or not.
 
His life has been coloured by all the things he mentions and talks of. He’s a descendent of slaves, of an oppressed people, whom everybody has forgotten about, because it’s much nicer not to remember. When his grand father took him to a sugar cane field as a kid, showed him a chain and told him “you were tied by these” he didn’t understand it, but he does today. And suddenly I don’t feel like such a big fool for my watery eyes. It has to hurt. If it doesn’t hurt, however will we ever change anything? 
 
INFO: The event is part of a bigger project about colonialism, racism and migration with more exiting events and the exhibition “Blind spots: images of the Danish West Indies colonies”. Read more about the exhibition and the other events her.
Tidligere indlæg#Fridayreads
Næste indlægVelkommen til Bookscape.dk
Ida Thordis Mølmer
I'm a 20-something woman from Denmark who's a little bit (a lot) obsessed with language, literature, reading and writing. In 2017 I finished my master's degree in Scandinavian Language and Literature, and now I'm a job hunter living in Norway.

Skriv en kommentar